Skrevet af Niels Gyrsting efter en samtale med Jolanda Rodio i juli 1999 –
I 1944, omkring påske, flyttede Jolanda Rodio fra sin mand. De havde fået tre børn, og hun fik ansvaret for de to mindste. Hun bosatte sig på Østerbro i Holsteinsgade 30.
Jolanda, der var tidligere Schweizisk statsborger, var i 30'erne blevet dansk gift og var derfor bosat i Danmark.
Hendes to børn kom, på grund af nedennævnte aktiviteter, allerede fra hendes flytning i privat pleje.
Jolanda havde søgt ind på Musikkonservatoriet og startede her umiddelbart efter flytningen til Østerbro. Hun kom sammen med kammerater, der var halvt så gamle som hende; men hun var lykkelig over at kunne få en uddannelse inden for musikken. Hun havde også så meget styr på det, at konservatoriet betalte for hendes sidste studieår.
I 1944 havde hun også startet en svæveflyveklub i Birkerød. Interessen for svæveflyvning holdt i flere år efter krigen.
Jolanda Rodio portræt
I 1944 fik Jolanda en ven, “Bamse”, der beskæftigede sig med illegale aktiviteter i modstandsgruppen “1944". Overfor ham sagde hun, at hun havde et stort ønske om at være med i dette arbejde, og han introducerede hende for nogle folk fra den illegale modstandsorganisation “Holger Danske”. Hun kom til at tilhøre gruppen “Bjarne”. Hendes dæknavn blev “Joe”.
Jolanda husker og kendte ikke mange af de rigtige navne på medlemmerne i “Gruppe Bjarne”. Bortset fra Werner Blædel, “Georg” - se nedenfor. Hun husker et par stykker fra en anden gruppe, der lige som “Bjarne” var under delingsfører “Jensen”.
Herefter deltog Jolanda både i aktioner ledet af “1944" og af “Holger Danske”.
Blandt andet stjal hun benzin fra tyske biler fx. ved Tivoli. Hun havde en hævert med og tog benzinen over i engelske plasticposer, som hun var forsynet med - det smagte fælt. Hun stod bl.a. vagt ved aktioner, og hun husker en episode, hvor hun skulle transportere nogle våben og håndgranater gennem byen. Kufferten var tung, og da hun når Storkespringvandet, bliver hun træt. En tysk soldat spørger høfligt, om han kan hjælpe, og han bærer kufferten for hende ned til Rådhuspladsen. Han stod endda vagt ved kufferten, mens hun var på toilettet.
Mødested og depot
Jolandas lejlighed i Holsteinsgade blev mødested og depot for “Gruppe Bjarne”. Under hendes seng opbevaredes sprængstof og håndgranater. I hendes kælder var der maskinpistoler, og ude i gangen var der geværer (US-karabiner).
Når gruppen skulle på aktion, hentede de våben m.v. hos hende, og det “tunge materiel” blev efter aktionerne stillet hos hende i “depotet”. Hun holdt rede på materiellet og ammunitionen, så der ikke blev noget “væk”.
Opgaverne som “depotbestyrer” udførte hun efter ordre fra “Jensen”.
Gruppen holdt mange af deres møder hos Jolanda, og de prøvede at komme diskret én for én. Men naboerne opdagede jo, at der kom mange unge mænd i lejligheden, og de snakkede om det, hvilket resulterede i, at hun fik ry for at være en hore. Det generede ikke Jolanda, der syntes det var et fint dække over aktiviteterne.
Hun formoder, at tyskerne, og deres håndlangere, ikke interesserede sig spicielt for hende, dels fordi hun havde mødt en del tyskere, når de kontrollerede aktiviteterne i svæveflyveklubben, og dels fordi de troede hun var schweizisk statsborger.
Jolanda ved nemlig, at der var lavet en fejl på Gentofte kommune, idet folkeregistret på et tidspunkt var stjålet/ødelagt af modstandsbevægelsen. Man havde derefter rekonstrueret det, og der blev lavet en fejl vedr. hendes kort, idet man byttede om på oplysningerne omkring hendes nationalitet. Hun var jo oprindeligt schweizisk statsborger og efter giftermålet blev hun dansker. Nu stod hun som tidl. dansk og nu schweizisk. Schweizerne var “fredet” af tyskerne, så det mener hun hjalp hende fra ransagninger m.v..
Jolanda var med på “1944" aktionen mod “Det Tyske Handelskammer” i starten af april 1945. Midt på dagen kørte de ind til handelskammeret, og tømte det for papirer m.v., der kunne afsløre “værnemagere”– til strafforfølgelse efter krigen.
Jolanda syntes det var en herlig oplevelse at være med til. Hendes job var at holde de ansatte op. Man kørte væk med det hele på lastbil, og meget af materialet endte på Jolandas loft. Senere blev materialet groft sorteret og kørt væk i mindre portioner på ladcykler. Jolanda fik, af “Bamse”= “John”, en tysk propagandabog, som man havde fået med fra handelskammeret. Den er dedikeret til hende, som minde om hendes deltagelse i aktionen.
Propagandabogen fra ”Bamse”
Jolanda husker og kendte ikke “Bamses” rigtige navn. Han hedder måske også “John”, som der også står i bogen fra handelskammeret; men Jolanda kendte ikke de rigtige navne på nogle af dem fra “1944", idet hun ikke mødte dem efter krigen.
Jolanda var også med på en aktion mod et firma, der syede tyske uniformer. Firmaet lå først på Amager ved Seruminstituttet (Amager Boulevard 80). Her var hendes job at holde de ansatte op og i ro; mens der blev saboteret. De mandlige ansatte holdt sig pænt i ro; men kvinderne lavede hele tiden vrøvl.
Det var ikke usædvanligt, at “Holger Danske” og “1944" arbejdede sammen - “Flammen” og “Citronen” var også med i “1944"´s aktion mod “Stamhuset” på Blegdamsvej, hvis telefoner man også aflyttede i samarbejde fra krydsfeltet i Classensgade.
Jolanda husker også, at hun deltog i en aktion ved Grundtvigskirken, hvor der deltog fire forskellige grupper. Hun husker dog ikke hvad aktionen gik ud på.
I 1945 blev hun forelsket i et af medlemmerne fra gruppen, Werner Blædel, og de blev forlovet søndag den 29. april.
Werner Blædel
Dagen efter, mandag den 30. april, skal Werner deltage i en aktion, en stikkerlikvidering, og han bliver dræbt under forsøget på at likvidere et medlem af en tysk terrorgruppe i gadedøren til Griffenfeldsgade nr. 3. Werner var den eneste fra gruppe “Bjarne” der faldt.
Likvideringen skulle foregå om mandagen – om aftenen eller natten til tirsdag. Jolanda sidder hjemme i lejligheden, mens gruppen er ude. På et tidspunkt kommer medlemmerne tilbage én efter én, og de fortæller, at “Georg,” som var Werners dæknavn, var blevet skudt og lå tilbage på gaden.
En af de andre deltagere sidder på hendes seng, mens de snakker om det, der er sket. Stille og roligt bliver sengen fuld af blod, og det viser sig, at han er blevet såret under aktionen. Skuddet har ramt en fyldepen, som han havde i lommen, og ved dette er projektilet bøjet af, så det er gået forbi den store blodåre i låret. Han gik ellers aldrig med fyldepennen i bukselommen; men uvist af hvilken grund, havde han flyttet den derned den dag.
Jolanda vil se til såret; men det er manden ikke meget for, idet det er lige ved tissemanden. De får dog set på det, og det viser sig, at der er kommet blæk, der jo er ret giftigt, ind i såret. Jolanda renser det nødtørftigt med noget stof på en strikkepind; men man mener han skal under lægebehandling.
De ringer derfor til huslægen, og siger at Jolanda har fået et galdestensanfald, (som hun havde haft tidligere), men lægen kunne ikke komme. Derefter kører de videre med historien om at hun har galdestensanfald, og de, den sårede agerer hendes oppasser, bliver kørt til Bispebjerg Hospital, hvor Jolanda kommer på en båre, og den sårede kommer under behandling.
Jolanda bliver båret ind til en læge, der ved, hvad der foregår. Lægen underretter hende om at Werner Blædel er blevet kørt til Retsmedicinsk Institut. Jolanda tager derhen for at se ham, og undersøge om han evt. har kompromitterende papirer på sig. Det har han ikke.
Herefter kører hun ud til Werners mor, Margrethe Blædel. Moderen skal væk, idet hun kender flere af Werners venner fra gruppen og derfor nu udgør en sikkerhedsrisiko. Så midt om natten ved 2 - 3 -tiden kører Jolanda hende op til et sikkert sted ved Rågeleje.
Det var specielt tragisk for Margrethe Blædel at miste sin søn på denne måde, for præcist et år før (i 1944) havde hun mistet sin mand, der var skudt af tyskerne.
Werner bliver bisat den 4. maj 1945.
Efter Befrielsen kommer Jolanda med i Holger Danskes opgaver med at arrestere div. stikkere, værnemagere m.v.. Specielt var hun med til arrestationen af “feltmadrasser”. Hun husker, at hun skulle være med til at arrestere en højgravid kvinde. Det var meget ubehageligt, for folk råbte “skyd hende” m.v.. De andre ville have kvinden til at holde hænderne oppe (hvilket ikke er smart når man er højgravid). Jolanda sørger dog for, at kvinden får lov til at blive i sin lejlighed.
Dette får Jolanda til at klage til “Jensen” over behandlingen af fangerne, og hun beder om, at blive fri for at være med til de strenge arrestationer. Derefter får hun et job som kurer mellem Københavnsledelsen og Jylland. Hun får stillet en bil til rådighed og ser ikke mere til kammeraterne fra Holger Danske.
Jolanda Rodios medlemsbevis fra modstandsbevægelsen