Historien om “de glemte sabotører”

I foråret 1985, op til 40 års dagen for Danmarks befrielse, bragte fagbladet Jord & Beton en række interviews med nogle af fagforeningens veteraner som deltog i kampen mod besættelsesmagten.

Under de vanskeligste forhold høstede aktive tillidsfolk nogle erfaringer, som ikke bør gå i glemmebogen. Her får I historien om de glemte sabotører …

De glemte sabotører

Af Carsten Legaard

Vridsløselille Statsfængsel gemmer sig bag en kolossal hovedport. I den store port er der en lille dør, og gennem den trådte to unge mænd i lange parcacoats ud under en høj, klar efterårshimmel en eftermiddag i slutningen af september 1946.

De stod lidt og missede mod lyset i den pæne, sirlige allé, der siden er udødeliggjort som åbningsscene i alle Olsen Banden film. Her var det blot ikke Benny og Kjeld, men derimod dagbladet Land og Folk, som tog imod med en kæmpe buket blomster.

 

 

 

 

De glemte sabotører

Journalist og fotograf fra dagbladet Land og Folk tog imod brødrene Blicher-Hansen, da de trådte ud gennem porten i Vestre Fængsel en septemberdag i 1946 – 16 måneder efter befrielsesdagen.   

Et par måneder forinden var der indledt en stædig kampagne for at få løsladt brødrene Helge og Freddy Blicher-Hansen – “de glemte sabotører”.

Brødrene afsonede på tredje år en dom på syv års fængsel for medvirken i væbnet røveri. I virkeligheden var dommen en bevidst manøvre, som – med politiets medvirken – skulle tilsløre brødrenes langt alvorligere synderegister overfor Gestapo. Den aftale var bare gået i glemmebogen hos politiet, da befrielsen kom.

Født arbejder

– Det begyndte med at jeg blev født, fortæller pensioneret jord- og betonarbejder ved kommunens vejvæsen, Freddy Blicher-Hansen.

Den begivenhed udspandt sig den 6. juli 1916 i Store Kongensgade. Hvad Freddy lægger i det, er nok, at han voksede op i et hjem præget af fagligt og politisk engagement.

– Far var socialdemokrat af den gamle skole. Det vil sige, indtil Kanslergadeforliget; da brød han med partiet, selvom det pinte ham.

– Mor, der var aktiv i Kvindeligt Arbejder Forbund hos Inger Gamborg, havde altid Arbejderbladet med, når hun kom hjem. Far læste over skulderen, og bladet blev efterhånden fast inventar, fortæller Freddy.

Freddy og den syv år yngre Helge fandt hurtigt sammen med naboens to jævnaldrende drenge, Henning og Børge Hansen. Drengene gik på opdagelse i det nye arbejderkvarter, der voksede frem på Bispebjerg Bakke – deres nye hjem.

1. maj var der hængt røde faner ud af alle vinduer.

– Det gjorde sgu indtryk på sådan en knægt fra Amaliegade-kvarteret. Arbejderværnet var også en oplevelse. Huslejen var høj i det ny, og Kongens Foged var en flittig gæst. Men så snart fogeden var væk, kom Arbejderværnet og slæbte møblerne op igen.

Det var nu ikke disse indtryk, der ledte Freddy og Helge ind på “forbryderbanen”, skønt de var en god skole for en ung arbejder.

Det gjorde derimod begivenhederne den 9. april og i tiden der fulgte.

Det begyndte som drengestreger.

– Henning Hansen tegnede brandgodt. Vi løb rundt i kvarteret og klistrede hans tegninger op, fortæller Freddy. En af dem forestillede et lækkert spisekammer fyldt med smør og ost. Men der var også en rotte, og rotten bar tysk uniform.

Tingene udviklede sig. De første sabotageaktioner gav genlyd, og de unge mænd kom med i BOPA, Borgerlige Partisaner.

– Da vi kom hjem fra vores første “svendestykke” – en trotylsprængning mod transformatorerne i Hartmanns Fabrik i Sigurdsgade – sagde vores mor: Det var jer. Jeg ved det…

Sabotagen blev hverdag. Den gruppe, som vore fire venner hørte til, var meget aktiv. Til sidst bad ledelsen dem om at skrue ned for blusset. Risikoen for optrævling var ved at blive for overhængende.

Får i ulveklæder

En dag fik Helge anvist arbejde som sabotagevagt på en værnemager-virksomhed ved navn Heiber Service. De fleste sabotagevagter var slipseproletarer. Mange var direkte nazister eller medløbere.

Men Helge gjorde gode miner til slet spil, og det gjorde han så overbevisende, at også Freddy fik ansættelse, på broderens anbefaling.

Også en tredje BOPA-mand, Valdemar Dufred, gav rollen som ulv i fåreklæder, og BOPA- ledelsen kom snart til at drage stor nytte af disse positioner.

Freddy fortæller:

– Helge fik syet et mavebælte med små lommer. Ved hjælp af det fik han lidt efter lidt smuglet 50 kilo trotyl ind på Heiber.

Sprængningen skulle foretages en nat, hvor Helge var på runde. Den nat trak han ikke alene vægterure, men også detonatorledning.

Han indførte nogle mellemstationer, som skulle eksplodere inden den store ladning, så de øvrige vagtfolk kunne nå at komme ud. Men et eller andet gik galt, og da Helge var på vej tilbage til vagtstuen, kom braget.

Trykbølgen løftede Helge og sendte ham gennem døren ind til vagtstuen. Her landede han oven på Valdemar, som hvilede sig på en briks. Valdemar slog øjnene op og konstaterede: Så, for satan, nu kommer loftet …

Der kom udrykningshold fra Politigården og fra Dagmarhus, men ingen fandt på at mistænke sabotagevagterne.

– Tværtimod blev vi rost for vores heltemod, og Helge fik en erstatning af firmaet på 300 kroner for svie og smerte, fortæller Freddy.

Efterhånden blev det for varmt at gå rundt i ulveklæder.

– Vores vagtleder forsøgte at hverve os til en stribe clearingmord med folk som Hans Hedtoft, Hartvig Frisch og Ole Bjørn Kraft på listen, fortæller Freddy.

– Modstandsledelsen besluttede, at komplottets bagmænd skulle likvideres. Det var underligt at være med til vagtlederens begravelse. Vi stod der og foregav dyb sorg, mens hans kammerater heilede og svor hævn.

Samtidig besluttede ledelsen at BOPA-folkene skulle trække sig ud af korpset. Som Freddys gruppeleder sagde: Modstandskampen har ikke råd til at miste folk som jer.

Angiveren

Helge og Freddy holdt sig i ro nogen tid. I foråret 1944 fik gruppen to nye medlemmer. Der kom besked oppefra om at de nye skulle prøves af ved en pengebeslaglæggelse.

– Det var et halvt år før modstandsledelsen nedlagde forbud imod den slags, fortæller Freddy.

– Desuden havde vi god brug for pengene til folk, der var gået under jorden og til deres efterladte koner og børn. Mange af dem fik afslag på socialhjælp med ordene: Deres mand er jo forbryder, erindrer Freddy.

Beslaglæggelsen gik ud over kommunens ejendomskontorer på Jagtvej og Tomsgårdsvej. Udbyttet blev i alt 4000 kroner. Men en af de nye talte over sig. Dagen efter blev Helge og Valdemar taget på sengen og arresteret. Samme skæbne overgik i øvrigt angiveren.

Freddy tog på cykel til Vordingborg, med kartoffelbåd til Samsø og via Aarhus til Hald i Nordjylland, hvor han gik under jorden. Det vil sige at han antog falsk identitet.

Det hjalp ham imidlertid ikke, da der en morgen stod to danske betjente i stuen og bad ham følge godvilligt med. Han blev i håndjern ført til Horsens, hvor han blev fremstillet – ikke for en dommer, men for to Gestapo-folk.

Til alt held var arrestordren udstedt i København, og vel ankommet hertil blev Freddy fremstillet for politikommissær Bjerring. Han sagde: Jeg ved besked med alt, Blicher. Det med det illegale må vi hellere lade være med at tale om i undersøgelseskammeret. Så klarer vi paragrafferne efter besættelsen …

De glemte sabotører

Freddy Blicher-Hansen og broderen Helge blev efterlyst og siden anholdt som kriminelle. Det sparede formentlig brødrene for en Gestapo-anholdelse med efterfølgende ophold i kz-lejr. – Ukendt avis.

Thi dømmes for ret

Det blev til en dom på syv år for medvirken i væbnet røveri og brug af falsk legitimation. Efter tre måneder i Vestre fængsel blev Freddy overført til Vridsløselille.

– Fangerne tog det med godt humør. De gode nyheder om tyskernes trængsler på Østfronten slap også ind gennem fængselsmurene, fortæller Freddy.

Men da befrielsen kom, begyndte helvedet. Maj måned gik, og det blev sommer. Fængslerne blev tømt for modstandsfolk – næsten da – og deres pladser blev indtaget af små værnemagere og andre kollaboratører. Snart havde også de overstået deres latterligt små straffe, men de glemte sabotører sad endnu.

– Det var en belastning  uden lige, fortæller Freddy. En af hans venner tog sig det så nær, at han forsøgte selvmord. Så lykkedes det for Helge og Freddy at få smuglet et brev ud til Mogens Fog, befrielsesregeringens minister for særlige anliggender.

Kampagnen for løsladelse blev sat i gang, men der skulle gå endnu seks måneder, før den særlige klageret gav tilladelse til sagens genoptagelse og til fangernes løsladelse.

Som man måske vil forstå lykkedes det senere at overbevise selv justitsvæsenet om nødvendigheden af en frifindelse.

Nogle måneder efter Land og Folks blomsterhilsen ved porten i Vridsløselille fik Freddy ansættelse på V&O i Haraldsgade. Freddy Blicher-Hansen har aldrig siden haft nødig at betræde “forbryderbanen”.

De glemte sabotører

Denne artikel blev første gang bragt i fagbladet Jord & Beton i foråret 1985 som optakt til 40 årsdagen for befrielsen.