P 3 – et Østerbro-kompagni i modstandsbevægelsens militærorganisation

Hermed forsøg på en beskrivelse af et typisk militærkompagni, som det tog sig ud under Besættelsen og i dagene herefter. Skrevet af forfatteren, foredragsholderen og besættelsestidssamleren Niels Gyrsting.

København var af modstandsbevægelsens “Københavnsledelse” ved afslutningen af Besættelsen opdelt geografisk i 7 afsnit, hertil kom et afsnit 8, der igen var opdelt i 8 V (Vesterbro), 8 N (Nørrebro), 8 Ø (Østerbro)    8H (Holger Danske) 8M (BOPA). Endvidere havde hærens militærgrupper de såkaldte O-grupper Slotsholmen og flere centrale bygninger i København som bevogtningsområde.

Østerbro og Indre by udgjorde Afsnit 3. Afsnit 3 var ledet af en afsnitsledelse, der bestod af personer fra partiet “Dansk Samling”, fra militæret, fra kommunisterne og fra det illegale politi.

Afsnit 3 havde flere militærgrupper/kompagnier, der var benævnt med numre:

P 1, P 2, P 3, P 4 og P 5, der primært var oprettet af militærfolk, sympatisører fra partiet Dansk Samling og FDF-ere, P 6 (P6A, P6B, P6C, P6D, P6E og P6F), der primært udsprang fra kommunistisk side, P 7, der var havnekommandoen (det blev senere flyttet til Afsnit 1), og P 8 – der var politi-grupper. Desuden var der nogle militær-kompagnier i Indre By – de såkaldte “O-grupper”. O-grupperne var underlagt den illegale militærledelse, medens alle andre militærgrupper rundt i landet var underlagt Frihedsrådet.

I alt var styrken i Afsnit 3 den 9. maj 1945 på ca. 3.000 mand.

Bogstavet: P kom fra hæren, der fra 1942 havde oprettet flere grupper rundt i landet af officerer og reserveofficerer, der i en krigssituation i Danmark kunne hjælpe de allierede mod tyskerne og nedkæmpe eventuelle optøjer. P stod for Pålidelig – det betød i praksis, at man alene opstillede pålidelige mænd i grupperne – således ikke mænd fra nazistpartiet og kommunistpartiet.

P 3 bestod i marts 1945 af en kommandogruppe på ca. 30 mand og 3 delinger på ca. hhv.. 68, 56 og 46 mand i alt ca. 200 mand. I midten af juni 1945 var der ca. 100 mand tilbage under våben – fordelt på de 3 delinger.

Men alt det vidste kun de færreste noget om før Befrielsen den 5. maj 1945. Det enkelte medlem af modstandsbevægelsen vidste som grundlag alene til hvilken gruppe han hørte. Han havde måske mødt sin delingsfører og en instruktør i våbenbrug – og normalt kendte de alene hinanden ved dæknavne.

P 3 oprettes

Københavnsledelsen havde i slutningen af 1943 udpeget stud.theol. Arne Klostergaard Andersen som afsnitsleder for Afsnit 3. En af de første han kontakter, via Dansk Samling, er østerbroeren topograf Jørgen Myhr Frederiksen, der via sit arbejde på Geodætisk Institut skaffede de to chefer for P 1 og P 2. Jørgen Myhr bliver senere gruppefører i P 3.

P 3 Jørgen Myhrs gruppe ved Bellmansgade i maj 1945

Foto: P 3’s Jørgen Myhr (til venstre) med sin gruppe ved Bellmansgade i maj 1945.

I februar 1944 er der oprettet tre kompagnier. P 3´s chef var i starten købmand Knud Hald, som var hjemsendt løjtnant. Senere blev kompagniet ledet af løjtnant Ove Svarer (dæknavn: Svendsen), der dog bliver arresteret og kom en tur til KZ-lejren Dachau. Den sidste leder var S. E. Albertus (dæknavne: Peter Jensen, Alstrup, John Hansen og Christiansen).

P 3´s opgave var i starten at skulle sættes ind ved Garderkasernen (Østerbrogade) og Vognmandsmarkens Kaserne. Det blev senere til bl.a. bevogtningsopgaver ved Vognmandmarkens Skole (nu Kildevældsskolen), Østre Gasværk og andre værker på Østerbro samt ved ambassader.

Glimt fra “dagligdagen” i P 3

Fra P 3 blev også andre arresteret. I august 1944 blev en afdelingsleder og to gruppeførere fanget af tyskerne og forhørt på Shellhuset. Gruppeføreren Jørgen Myhr slap dog ud igen efter ca. 8 dage – herefter han ”gik under jorden”. Han boede på forskellige adresser – frem til Befrielsen lånte han en lejlighed i Marstalsgade. Her havde han depot for gruppen på loftet. Alle fik kedeldragter og hjelme (M23 – fra hæren). Gruppen havde et par maskinpistoler, et let maskingevær, to nedkastede US-karabiner og nogle gamle rifler – derudover havde de molotovcocktails og håndgranater.

Gruppen fik ikke skudt med våbnene under Besættelsen; men lærte dem at kende ved træning/adskillelse m.v.

Våbenmesteren

Et andet medlem af P 3 – Christian Hammershøj (CH)fik kontakt til modstandsbevægelsen via familie til en Dansk Samling-mand, købmand Knud Hald, Jagtvej 207. Han meldte sig i 1943 til en slags terrænsportsforening.

P 3 Christian Hammershøj i maj 1945

Foto: P 3s våbenmester Christian Hammershøj.

Knud Hald fik ham med i “P 3″, idet man her havde god brug for folk, der havde en militær baggrund.

På tidspunktet for ovennævnte arrestationer gik CH “gået under jorden”.

I foråret 1945 passede han våbenuddeling på et loft på Vester Fælledvej, Vesterbro. Loftet tilhørte et hudelager/garveri. Herfra fordeltes nedkastede våben til div. ventegrupper – formodentlig til hele “Afsnit 3″. Våbnene blev kørt ind på garveriet i lastbiler, og båret op på loftet. Sent på foråret kom ordre til, at man ikke måtte uddele flere våben til kommunisterne, idet man var bange for at de skulle falde landet i ryggen ved en evt. russisk befrielse.

CH husker, at han var på depotet den dag “Shellhuset” blev bombet.

Desuden kørte CH rundt med pistoler m.v. til de grupper, der var dannet.

Han boede dengang på Bispebjerg og var næstkommanderende i P3´s 1. deling. Desuden var han våbenmester for hele P3. Hans dæknavn var “Thorsen”, og han kaldte sig for sjov “Generalfeldttøjmester p.p.”

Aktioner under Besættelsen

Mange i kompagniet var utålmodige, og kedede sig i ventegrupperne. De ønskede også at deltage i modstandskampen før befrielsen, og P 3 udførte bl.a. derfor nogle aktioner.

Chefen S. E. Albertus har efterfølgende skriftligt berettet om en af aktionerne:

P.3. gaar til Aktion   

Vanskeligheden med at skaffe Dæk, Olie og lignende havde sat en Begrænsning for “Vognmandens Vareudbringning”. Det var derfor nødvendigt at skaffe nogle af disse Varer. Nu kunne man jo ikke ansøge Varedirektoratet eller saadan noget, selvom vi i hvert Fald syntes, at det var meget vigtigt, at Vognen ikke gik i Staa. Men godt det samme, hvad var mere naturligt, end at vi fik noget fra dem, der havde for meget (saa meget Kommunister er vi da). Dem, der havde mest, det var jo “Værnemagten”, men det var jo ikke sikkert at de ville give os noget, saa hvorfor ikke slaa 2 Fluer med et Smæk, vi kunde jo bare besøge et Værksted, tage hvad vi havde Brug for og ødelægge resten.

Det blev “Nordisk Fiat” ude paa Amager, der blev den udvalgte.

Et par mand, hvoraf den ene kendte lidt til Firmaet tog derud paa Observation. Derpaa blev der indkaldt til det første Instruktionsmøde hos “Knud”. Her kom Lederen, de to Politifolk, der skulle køre Bilen, de 2 Sprængningsfolk og en gruppe der skulde holde Vagt.

Opgaverne blev forklaret ved Hjælp af en Skitse, og de specielle Instruktioner blev givet. Vi fik at vide, at arbejdet paa Værkstedet blev standset Kl. 16, saa Aktionen skulde begynde Kl. 17. Det blev aftalt hvordan vi skulde tage derud, hvordan vi skulde støde til derude og hvordan vi skulde tage hjem.

Den aftalte Dag, det var den …1945, tog vi derud hver for sig, stillede vore Cykler paa passende steder og slentrede henad mod “vort Firma”. Kl. 17 præcis gik to Mand ind ad Porten hen til Vagtkontoret, hvor de holdt de tilstedeværende op. Saa kom Lastbilen ind gennem Porten og dette var Tegnet til at vi andre ogsaa skulde komme. Hver mand gik saa til sin Opgave. Imod vore Beregninger var arbejderne ikke gaaet, men selvom det i første Omgang kunde synes at gøre det hele noget mere besværligt, saa viste det sig, at de blev til Hjælp for os, idet der efter de var blevet “holdt op” blev udtaget nogle Folk, der var meget rappe til at faa taget Hjulene af Vognene o.s.v..

Jeg skulde dække Aktionen mod .. Den dør som jeg skulde holde vagt ved var lukket, saa jeg og gik derfor gennem Porten over Gaarden, ind gennem Værkstedet, Lagret og til Kontoret, der laa ud mod Gaden. paa Kontoret, var der en Værkfører, der tog efter Telefonen lige i det Øjeblik jeg kom ind. Dette forhindrede jeg ham selvfølgelig i, og overlod ham til andre, der sørgede for, at han viste hvor de Sager var, som vi havde Brug for. Jeg orienterede mig, lukkede Skodden op indefra, men opdagede, at den yderste Dør ikke kunde lukkes op, hvorfor jeg nødvendigvis maatte tilbage samme Vej, som jeg var kommet.

Jeg havde imidlertid ikke hørt Signalet til at vi skulde trække os tilbage, men da jeg syntes, at nu maatte det snart være Tid, gik jeg ud paa Værkstedet, hvor kun Sprængningsfolkene var tilbage. De var færdige med at montere Sprængladningerne, saa det kan nok være, at jeg kom ud, alle de andre var gaaet og de havde som det var Aftalen lagt deres Vaaben i en Kuffert, der saa skulde blive paa Amager til næste Dag, men jeg var nødt til at gaa med min Pistol paa mig.

De andre var taget over Langebro og naaede lige at komme over inden vores Kammerater ordnede Langebro, og derved spærrede for Tyskerne. Jeg var nødt til at tage over Knippelsbro, og efter forgæves at have søgt den Bekendt, hvor jeg kunde lægge min Pistol, kørte jeg over Broen mens Tyskerne havde travlt med at se mod Langebro og lige inden broen blev spærret.

“John Hansen”

Langebro blev sat ud af drift af BOPA den 27. marts 1945, hvor man ved en aktion, der startede omkring kl. 18.00 sprængte broens maskinhus. Det var således ikke folk fra P 3, der stod for den aktion. Sprængningen gjorde, at tyskerne ikke kunne bortføre en del skibe, der lå i inderhavnen, til Tyskland, hvor de kunne bruges til flygtningetransporter..

Fiat (Nordisk Fiat A/S) havde til huse i Sturlasgade 14 på Islands Brygge – ikke langt fra Langebro.

Pølsesnak

En person fortalte i foråret 1945 nogen fra P3, at et parti spegepølser fra FDB, der lå på et lager på Østerbro, skulle sendes til tyskerne i Norge. For at forhindre dette besluttede man at beslaglægge partiet. Hammershøj deltog i aktionen som vagt. De blev efter aktionen bebrejdet, at de havde beslaglagt (og spist) pølserne – for de skulle faktisk ikke have været leveret til tyskerne.

En mislykket aktion

Hammershøj husker, at han på et tidspunkt fik ordre til sammen med Albertus, at holde et par tyskere op, der holdt vagt ved nogle våben, der stod foran et troppeskib. Troppeskibet lå ved kaj ved Bornholmerbådene. Man arrangerede med en vognmand, at en lastbil skulle komme og hente våbnene, når CH og Albertus havde holdt tyskerne op. Det viste sig dog, da de to kom derhen, at der var ca. 30 tyske soldater ved båden. Så opgaven blev opgivet, og det lykkedes at få vognen vinket væk igen, da den kom derhen i nærheden.

P 3 i ildkamp

Ud over ovennævnte arrestationer mistede P 3 Svend Erik Albert Rothenberg, der var tilknyttet 2. deling. Den 2. maj 1945 var han sammen med nogle gruppekammerater på vej fra søerne ad Irmingersgade ned mod Ryesgade – og her løb de ind i en razzia. Da de var bevæbnede, modsatte de sig visitation, og under en efterfølgende ildkamp blev Svend Frederiksen ramt dødeligt, medens en af kammeraterne såredes hårdt. Svend Frederiksen døde på et hospital den 3. maj – to dage før befrielsesdagen.

Der sidder i dag en mindeplade på muren på hjørnet af Irmingersgade og Ryesgade. Pladen blev afsløret den 17. juni 1945 og var den første mindetavle om faldne i frihedskampen, der blev sat op i København.

P 3 Mindetavle

Foto: Mindepladen ved Irmingersgade indvies den 17. juni 1945.

Befrielsen og dagene herefter

Den 4. maj 1945 blev bl.a. Myhrs gruppe alarmeret af en ordonnans, og om aftenen mødtes de hos Myhr, hvor de blev bevæbnet. Herefter tog de ned i Randersgade, i det Kgl. Opfostringshus, hvor P3 havde hovedkvarter. Flertallet overnattede hos HOKI-købmanden, hvor de sov på lagret.

Om morgenen den 5. maj 1945 rykkede man ud ved Vognmandsmarken. Nogle kom til Østre Gasværk bla. Jørgen Myhrs gruppe.                                                       –

Østerbro under beskydning

Fra Østre Gasværk kunne man komme over jernbanen til Nordhavns Værftet, hvor der lå en tysk kanonbåd – man ville få den til at overgive sig, men tyskerne ville ikke overgive sig til modstandsbevægelsen. Der blev en del skyderi. To blev såret, den ene var delingsføreren “Ole” = Franklin Nielsen (se foto), der fik et strejfskud i hovedet. Skuddet havde ramt hans hjelm, og kom så kraftigt, at hjelmen bulede indad og sårede ham – så blodet løb.

P 3 Franklin Nielsen med forbinding om hovedet

Foto: Franklin Nielsen med forbinding om hovedet.

Skydningen medførte, at der blev skudt hul i gasbeholderen, og der gik ild i gassen, der kom ud – med store flammer. En fra gruppen blev så nervøs over skyderiet og flammerne, at han besvimede.

Dette skyderi startede også et skyderi mellem andre modstandsfolk på Nordhavn og tyskerne på krydseren Nürnberg. Der også skød med kanoner og ramte flere huse på Østerbro.

Mandskabet fra kanonbåden kom senere under internering på Nürnberg.

Våbenmesteren på plads

Den 4. maj 1945 hørte Hammershøj radioudsendelsen med befrielsesbudskabet fra London. Han drønede derefter på cykel ned på Østerbro – til Randersgade, hvor våbenlageret lå hos HOKI-købmanden, og natten gik med iklædning af folkene. “Folk jublede uden for, og man vidste ikke rigtigt, hvad der skulle ske”.

Den 5. maj fik Hammershøj i opdrag at tage til Vognmandsmarkens Skole (Kildevældsskolen), for at modtage tyskernes overgivelse. På skolen var “Kriegslazaret”. Han udsatte vagt og kontaktede den tyske overlæge, der havde kommandoen over lazarettet og han bad dem alle blive inde i bygningerne på skolens område. Efter dette tog Hammershøj tilbage og passede depotet.

P 3 lokaliteter

Den 5. maj 1945 overtog P 3 en villa på A.F. Kriegersvej 3, hvor der bl.a. blev optaget billeder fra en fest til Billed Bladet, som blev bragt i et juni-nummer. Villaen havde tidligere været kinesisk ambassade, og tyskerne havde brugt den som hvervekontor til frivillige til SS. Desuden overtog kompagniet huset ved siden af: Rosenvængets Hovedvej 31, hvor det i flere måneder efter Besættelsen havde depot m.v..

Administrationen af kompagniet foregik i maj fra Østre Gasværk, hvor man fik en barak eller 2 overladt fra Øresundshospitalet, der også udlånte madrasser og tæpper til de folk, der overnattede her.

P3 benyttede desuden lokaler i Det kongelige Opfostringshus, Randersgade 10, sammen med nogle politigrupper, hvor anholdte blev afhørt.

Ovenstående bygger på div. kilder og samtaler med Jørgen Myhr og Christian Hammershøj.