Det skulle ha´ været en-slap-af-dag for fire modstandsfolk, da de mødtes her på Axelborg Bodega den 9. maj 1944. Så slog Gestapo til. Men det lykkedes lederen af sabotage-organisationen BOPA, Børge Brandt, at undslippe det hemmelige tyske politi på mirakuløs vis. Læs historien om, hvordan han undslap og dermed undgik at blive henrettet af nazisterne.

Børge Brandt alias Børge Agergaard Thing

Af
Svend Thaning
Journalist og medlem af Frihedsmuseets Venner

”Deutsche Kriminalpolizei. Vær stille. Ingen dumheder, rejs Dem op og vær venlig at følge med”, sagde Gestapo-manden og visiterede mig på ryggen og under armene for at se, om jeg var bevæbnet. Det var jeg ikke. Jeg havde lagt min pistol derhjemme”.

Meget heldigt for den dengang 19-årige sabotør og B&W-maskinlærling, Per Gylling Mortensen, som var stærkt eftersøgt af tyskerne for sit illegale arbejde under sit dæknavn Tom. Havde Gylling Mortensen haft sin pistol på sig den dag, var han uden tvivl blevet afsløret som storsabotøren Tom og dermed tortureret og efterfølgende henrettet.

Tæt på tyskernes hovedkvarter
Blandt de andre BOPA-folk, som blev omringet ved bordet her på Axelborg Bodega tirsdag den 9. maj 1944, var også den 27-årige kommunist og blikkenslager fra Herning, Børge Thing, med dæknavnet Brandt. Han var nogle måneder forinden blevet chef for BOPA (Borgerlige Partisaner). Den største og mest effektive modstandsgruppe under Besættelsen af Danmark (1940-1945) sammen gruppen Holger Danske.

Det var her på dette sted – Axelborg Bodega – at de dramatiske begivenheder fandt sted. Tæt på Tivoli og ca. 300 meter fra tyskernes hovedkvarter Dagmarhus på Rådhuspladsen, hvor én af de øverste tyske ledere i Danmark, Rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best, og Gestapo havde indrettet sig med arkiver, forhørslokaler, celler og torturkamre.

Brandt var blevet udnævnt til leder af BOPA, efter at topfolk i modstandsgruppen tidligere på året var blevet taget af tyskerne. Nu sad Brandt sammen med de andre BOPA-folk her på bodegaen for at slappe af oven på deres illegale arbejde, som gik ud over dansk krigsproduktion til tyskerne på fronterne i Øst- og Vesteuropa.

Russerne stormer frem
Anden Verdenskrig (1939-1945) var gået ind i sit femte år, Danmarks besættelse i sit fjerde. Netop den 9. maj – dagen for Gestapos aktion her på Axelborg Bodega – blev den store sovjetiske flådebase og by Sevastopol på Krim-halvøen i Ukraine befriet efter næsten to års tysk besættelse. Nazisternes nederlag ved Stalingrad året før – i februar 43 – havde været ”Enden på begyndelsen”. Dernæst Verdens største panserslag ved den nærliggende by Kursk i juli samme år, som blev ”Begyndelsen på enden” for tyskerne på Østfronten. Samtidig gjorde store amerikanske, britiske og canadiske tropper i England sig klar til invasionen i Normandiet i Frankrig (6. juni 1944) – ”Den anden front i vest”, som skulle lette presset på russerne i øst.

Det var begivenheder, som de fire forsamlede BOPA-folk her på stedet, havde deres omend beskedne, men dog ærefulde andel i gennem sabotage af tysk krigsmateriale, produceret i Danmark, som ellers ville være endt ved fronterne.

Kammerat henrettet
Den 9. maj 1944 skulle egentlig ha´ været en rigtig slap-af-tur-i-byen oven på en hektisk periode med masser af sabotager. Så sent som dagen før havde Tom været med i en vellykket aktion mod sin arbejdsplads B&W – meget stort maskinværksted og skibsværft på Christianshavn. Virksomheden producerede bl.a. dele til tyske krigsskibe og ubåde.

Men det var ikke omkostningsfrit at ødelægge den tyske krigsmaskine i Danmark. Fire dage før episoden her på Axelborg Bodega kunne Brandt og Tom læse i avisen, at deres kammerat Chang (Jørgen Ejvind Schacht) var blevet henrettet af tyskerne. Han blev fanget i forbindelse med en sabotage-aktion i Glostrup, som Tom også havde deltaget i. Derfor var kammeraterne langt nede.

Men det var maj måned. Fred i udsigt inden for en overskuelig fremtid – og så Børnehjælpsdag, hvor man samlede ind til udsatte børn i Danmark gennem en masse aktiviteter og sjov og ballade. Fri til at slappe af og nyde en stille øl.

Men der var ét problem. Stikkere. Danskere, der angav modstandsfolk til Gestapo (Geheime Staatspolizei) mod betaling eller af nazistisk overbevisning. Man skulle passe på, hvad man sagde og gjorde – i særdeleshed på værtshuse og restauranter, hvor en forsamling unge mænd var nok til at vække mistanke om noget ulovligt.

Statsminister opfordrer til stikkeri
Den danske regering med den socialdemokratiske statsminister Wilhelm Buhl i spidsen havde da også i årene forinden talt imod sabotage og ligefrem opfordret befolkningen til at stikke modstandsfolk til dansk politi. Men i august 1943 havde politikerne sagt nej til et tysk krav om, at danskere skulle henrette danske modstandsfolk – ligesom det norske statspoliti ellers gjorde det i Norge med de norske frihedskæmpere.

Dermed var fronterne i Danmark trukket skarpt op, efter at regeringen gik af i august 43 samtidig med, at befolkningens sympati for modstandsbevægelsen voksede i takt med tyskernes nederlag rundt om på fronterne.

Men denne tirsdag på Axelborg åndede alt af fridag og en slapper for den hektiske tilværelse som modstandsmand, hvor adrenalinpumpen kørte i højeste gear i en by, som godt nok var en hovedstad, men ikke større end, at man altid skulle kigge sig over skulderen for at være sikker på ikke at blive forfulgt og dermed taget.

På mirakuløs vis
Det gik da også godt i begyndelsen her på Axelborg Bodega. Brandt snakkede bl.a. med en overtjener, som han kendte fra en anden restaurant i København. Men pludselig var det lille selskab omringet af Gestapofolk med pistolerne fremme. Der var ikke noget at gøre. Modstandsfolkenes våben var derhjemme. Lederen af Gestapoholdet var kriminalrat Glosch. En lille trind mand, der var kommet til Danmark efteråret før, da Gestapo blev sendt til landet for at ødelægge modstandsbevægelsen og dermed dæmme op for industrisabotagen.

Kriminalrat Glosch holdt Brandt op med sin pistol, men gav dog BOPA-chefen lov til at betale regningen ved kassen. I mellemtiden var de andre BOPA-folk gennet ud på pladsen foran Axelborg Bodega med kurs mod tyskernes hovedkvarter Dagmarhus ved Rådhuspladsen – ca. 300 meter herfra mindepladen.

På vej ud af bodegaen her øjner Brandt en flugtmulighed. Han kaster sig ud foran en sporvogn, og slipper i et splitsekund helskindet om på den anden side af sporvognen – så Gestapo-chefen ikke kan skyde efter ham. Herefter springer Brandt op på trinbrættet af en tilfældig taxa og råber til chaufføren: ”Så kør for helvede”.

Chaufføren fatter situationen med det samme og træder sømmet i bund. Og da taxaen med Brandt stående på bilens udvendige trinbræt når helskindet ud til Amager, beder BOPA-lederen taxachaufføren om at standse.

”Hvor meget koster turen”, spørger Brandt, da han vil betale.
”Du skal ikke betale. Det er mig en glæde at hjælpe dig. Min bror sidder i koncentrationslejr i Tyskland”, svarer chaufføren med et stort smil. Derefter kunne Brandt søge i sikkerhed, fortsætte kampen mod tyskerne og tilmed overleve krigen, selv om den danske modstandsbevægelse i København blev presset af danske håndlangere og nazisterne til det sidste.

Den uheldige Gestapomand
Tilbage på Axelborg Torv stod kriminalrat Glosch med røde ører, efter at Brandt var stukket af. Det var ikke første gang, at Glosch måtte forbande Axelborg Torv og BOPA langt væk.

Det var på samme torv, at Glosch et par måneder før blev skudt ned, men overlevede, da han ville anholde en anden BOPA-mand, Jørgen Jespersen med dæknavnet KK.

På vej mod Dagmarhus lykkedes det KK at skyde Gestapomanden gennem sin frakke med en skjult pistol i lommen. Glosch overlevede, selv om KK efterfølgende ville dræbe ham og snuppe hans pistol. Men KKs pistol klikkede, fordi den i mellemtiden var blevet fyldt med lommeuld, så den ikke kunne skyde. KK tog derefter flugten over Axelborg Torv i en byge af Gloschs kugler efter sig. En del af dem gik gennem hans allerede ramponerede frakke.

Tæsk på Dagmarhus
For Tom og de andre anholdte BOPA-folk blev mødet med tyskernes hovedkvarter Dagmarhus en omgang tæsk, bank og anden tortur. Men Tom lukkede ikke munden op, trods en byge af spørgsmål og trusler om henrettelse. Han fastholdt, at han var maskinlærling Per Gylling Mortensen og ikke kendte noget som helst til storsabotøren Tom. Han var kun en lille fisk. Den forklaring troede tyskerne på.

Tom blev sendt videre til Vestre Fængsels tyske afdeling og senere til den danske fange- og kz-lejr Frøslev ved Padborg i Sønderjylland. Efter et ophold dér blev Per Gylling Mortensen løsladt og vendte tilbage til København, hvor han genoptog sit arbejde som sabotør indtil befrielsen den 5. maj 1945.

Et lusket spil
Efter krigen forsøgte BOPA-folkene at få den før omtalte overtjener kendt skyldig i stikkeri og dermed landsforræderi. Det lykkedes ikke – trods tunge beviser, ifølge BOPA-sabotørerne. Overtjeneren optrådte oven i købet i engelsk uniform lige efter befrielsen og i selskab med engelske soldater, som var de de bedste venner. BOPA-folkene kunne ellers pege på tre episoder, som overtjeneren var involveret i:

• Det var ham, som KK skulle møde på Vesterport Station, men i stedet blev KK anholdt af Gestapomanden Glosch. KK undslap heldigvis ved at såre Glosch med sin skjulte pistol.
• Overtjeneren havde på forhånd kendskab til sabotage-aktionen mod B&W dagen før episoden på Axelborg Bodega. Men Tom og hans kammerater var heldige at gennemføre sabotagen og undslippe bagefter, selv om tysk politi var mødt talstærkt op, inden bomberne sprang.
• Og så var han tilstede her på Axelborg Bodega og snakkede med Brandt, inden selskabet blev arresteret af tyskerne med Glosch i spidsen.

Yderligere må man sige, at overtjeneren var mere end heldig. Glosch og andre fremtrædende Gestapo-folk blev dræbt, da det britiske flyvevåben RAF den 21. marts 1945 bombede Gestapos hovedkvarter i København, Shellhuset, hvor også en masse af arkiverne om modstandsbevægelsen gik op i flammer.

Efter krigen forsvandt overtjeneren ud af landet. Han tog hyre som hovmester på forskellige engelske skibe og viste sig siden hen ikke i Danmark, ifølge BOPA-folkene.

Politisk farce
Det er et faktum, at Gestapo og de øvrige tyske sikkerheds- og politifolk i Danmark ikke havde opnået lige så gode resultater, hvis ikke de havde haft danske samarbejdspartnere og stikkere. Danmark var et af de lande under nazisternes rædselsvælde, hvor der var flest stikkere i forhold til befolkningstallet. Måske fordi den danske regering indtil bruddet med tyskerne i august 43 som sagt havde opfordret befolkningen til at stikke modstandsfolk.

Og som noget af det mest absurde i denne sammenhæng: Den socialdemokratiske statsminister Wilhelm Buhl, som i september 42 i radioen opfordrede danskere til at stikke landsmænd, blev landets statsminister i ”Befrielsesregeringen” i sommeren 45. En kendsgerning, som mange modstandsfolk havde svært ved at fatte, fordi deres kammerater var faldet i kampen for Danmarks frihed, og nu stod Buhl og roste de oprørske og fædrelandskærlige modstandsfolk, som han halvandet år tidligere havde svinet til. Børge Brandt og Tom var nogle af de modstandsfolk, som måtte stå model til denne politiske farce.

Den grå zone
Efter krigen kom det også frem, at enigheden om kampen mod den tyske besættelsesmagt ikke var helt så entydig, som man fik den store befolkning til at tro i mange år efter: At alle stod sammen og kæmpede for det samme.

Men der var ridser i sammenholdet. Bl.a. det faktum, at store mængder våben – kontrolleret af en snæver kreds af danske officerer – blev holdt tilbage, mens modstandsfolk måtte sætte livet på spil ved at stjæle våben fra tyskerne.

Den skæve våbenfordeling resulterede også i den ulykkelige likvidering af løjtnant Knud Schou, som blev skudt af modstandsbevægelsen i november 44 efter falske oplysninger om, at han arbejdede for tyskerne. Det gjorde han ikke. I stedet sørgede han for, at en del af de indsmuglede våben fra Sverige, blev omdirigeret til modstandsbevægelsen – fremfor at blive lagt i depot til slutopgøret mod besættelsesmagten eller en eventuel kamp mod kommunisterne. Den kolde krig var begyndt – også så småt i Danmark, mens der bl.a. var borgerkrig i Grækenland mellem kommunister og royalister samtidig med, at parterne stod stejlt overfor hinanden i Frankrig.

Englænderne uenige
Det gjorde heller ikke den danske modstandsbevægelses arbejde lettere, at den britiske udenrigsefterretningstjeneste MI6 (SIS) modarbejdede en anden britisk organisation SOE, som sendte faldskærmsagenter og våben til de tysk besatte lande i Europa. MI6 foretrak at spionere i det skjulte og være velinformerede om tyskernes dispositioner og så slå til mod tyskerne ved fronterne, mens SOE – og Churchill – gik ind for aktiv modstand mod nazisterne i de besatte lande.

Heldigvis blev der gjort aktiv modstand i Danmark. Hvis ikke – var vi blevet regnet for en vasalstat af Nazityskland i resten af verdenen. Det havde betydet, at vi nulevende danskere skulle gå rundt med en flov smag i munden over vores historie.

Det er heldigvis ikke sket. Takket være en fåtallig skare af modstandsfolk, som Brandt, Tom og andre, der også måtte døje med efterdønningerne af en illegal tilværelse under jorden, hvor man ikke vidste, om man var i live eller død dagen efter.

Det er grunden til, at denne mindetavle er blevet sat op her på muren ud for Axelborg Bodega lørdag den 10. januar 2015.
Det er billedkunstneren Lotte Olsen, som har udført relieffet her på væggen.

Læs mere om Lotte Olsen på: www.lotteolsen.dk
Læs mere om Børge Thing (Brandt): http://modstand.natmus.dk/Person.aspx?15534
Læs mere om Per Gylling Mortensen (Tom): http://modstand.natmus.dk/Person.aspx?16176

Kilder:

”Sabotøren – min fars historie” af Morten Thing (Børge Thing/Brandts søn).
Sabotørerne 01-7-Modkraft.dk – e-bog af Per Gylling Mortensen.
”Sabotørerne – Vi vandt en krig” af Per Gylling Mortensen.
Forskellige internetsider plus yderligere kildemateriale.