Ny formand ser frem til arbejdet

Klaus Aare Bang

Klaus Aare Bang er ny formand for foreningen Frihedsmuseets Venner, valgt på generalforsamlingen 25. februar 2026. 

Som bekendt blev årets generalforsamling anledning til et formandsskifte. Niels Gyrsting gik af efter 20 år, og Klaus Aare Bang blev valgt til ny formand. 

Under dagsordenpunktet formandens beretning henviste Klaus Aare Bang til den alllerede udsendte skriftlige beretning, men tilføjede så et fremtidsperspektiv for foreningen Frihedsmuseets Venner: 

”Nogle gange er det godt at stoppe op og kigge lidt på tingene. Og det har bestyrelsen gjort i forhold til Frihedsmuseets Venner. 

Foreningen her holdt stiftende generalforsamling den 25. januar 1972. Det er altså en moden forening på 54 somre, vi er medlemmer af. 

Vi er her af forskellige grunde: fordi modstandshistorien interesserer os, fordi vi har haft et familiemedlem eller andre, vi har kendt, der var aktiv i modstandsbevægelsen, måske på grund af noget helt tredje – eller bare lidt af det hele. 

Det er i virkeligheden ikke det afgørende. Det vigtigste er, at fortællingen om modstandskampen forbliver relevant for nutiden og fremtiden. Og det sikrer vi os ved, at foreningen også fremover er attraktiv for kommende generationer, så de kan have samme glæde af foreningen, som vi, der er medlemmer i dag, har haft. 

Historien om modstandskampen skal kunne leve videre her i Frihedsmuseets Venner, også når vi, der er her i dag, af naturlige årsager ikke er her mere. 

Derfor ligger der et stort stykke arbejde foran os. 

Bestyrelsen har gennem det seneste år haft en god og konstruktiv dialog om, hvordan foreningen kan blive endnu mere en del af både vores samtid og vores fremtid. Fremtiden kan vi naturligvis kun gisne om – men vi kan i det mindste sørge for at stå stærkt i nutiden.

Vi bygger videre på det gode og solide fundament, som foreningen hviler på, og som mange før os har arbejdet for. Men vi må også erkende, at foreningen trænger til et løft, så den fremstår indbydende – både for os og alle andre.

Det afspejler sig også i forårets program, som er sendt ud sammen med indkaldelsen.

Her vender vi blikket udad og inviterer til samarbejde med nye aktører som Det Jødiske Samfund, Revy-museet og Frimurerne.

Vi har også til hensigt at afholde arrangementer uden for vores egne – i øvrigt meget flotte – rammer ved at lægge aktiviteter hos nye samarbejdspartnere. Desuden vil vi også arbejde hen imod at arrangere aktiviteter i provinsen.

Jeg vil også minde om, at Historiske Dage afholdes den 14.-15. marts i Øksnehallen, hvor foreningen igen i år er til stede.

Som navnet siger, hedder vi Frihedsmuseets Venner, og derfor er det naturligt at genopbygge og styrke samarbejdet med Frihedsmuseet. Vi har haft gode møder og samtaler med museets medarbejdere David Høyer og Gyrithe Krogh-Lund. Det er derfor en glæde, at museumschef David Høyer igen i år lagde vejen forbi og efter generalforsamlingen vise os rundt i de nye tiltag her på Krigsmuseet. Tak, David.

Frihedsmuseet hører som bekendt ind under Nationalmuseet, som har nogle langt større muskler, end vi har – så det er naturligt, at vi arbejder tæt sammen – og med hinanden.

Vi ser også ind i en række administrative tiltag. Det gælder blandt andet en opgradering af kommunikationen med medlemmerne: Hvordan kan vi gøre det mere tidssvarende både i forhold til at være effektive og så sandelig også ud fra et økonomisk perspektiv? Men selvfølgelig en løsning, som er så tæt på at gøre alle tilfredse som muligt.

Vi ser også på alternative betalingsformer. Girokort er næppe fremtiden, og derfor er det rettidig omhu at tænke i nye løsninger.

Derudover vil vi også kigge på Frihedsmuseets Forlag for at se, om der er muligheder for optimering, nu hvor det ser ud til, at moms på bøger ophører pr. 1. juli 2026.

Der kommer altså til at ske meget i den kommende tid. Bliver det hele færdigt, inden vi står her igen om et år? Helt sikkert ikke.

Det er frivilligt arbejde, og bestyrelsen har arbejde ved siden af, som skal passes sammen med familie og andre forpligtelser.

For at løfte opgaverne har bestyrelsen vedtaget en ny struktur med en række udvalg, så arbejdet fordeles på flere skuldre, og så vi i højere grad kan inddrage medlemmerne. Det skal styrke både arbejdsglæden og kvaliteten.

Vi vil derfor opfordre alle medlemmer til at byde ind på opgaver af enhver art.

Afslutningsvis vil jeg på bestyrelsens vegne sige, at vi glæder os til arbejdet og til året, der kommer. Tak for ordet.”

Forsamlingen kvitterede for orienteringen med et varmt bifald.

Du kan læse referat af generalforsamlingen i sin helhed HER