Danske jøders liv og død i Theresienstadt

ONSDAG den 21. maj 2025 kl. 17.00: Silvia Goldbaum Tarabini fortæller om bogen, Danske jøders liv og død i Theresienstadt.

I forbindelse med ”jødeaktionen” i oktober 1943 blev 470 jøder deporteret til Ghetto Theresienstadt i det daværende Protektorat Böhmen-Mähren, hvor de kom til at opholde sig i halvandet år. Foredraget tager udgangspunkt i de danske fangers perspektiv, deres oplevelse af arrestation, deportation og det daglige liv under fangenskabet, indtil de overlevende i april 1945 blev bragt til Sverige af De hvide Busser, tre uger før krigens afslutning.

Silvia Goldbaum Tarabini er forsker ved Rigsarkivet og forfatter til bogen Danske jøders liv og død i Theresienstadt (Gyldendal, 2023). Hendes forskning bygger på et stort materiale, der stammer fra en tredjedel af de overlevende. Det omfatter blandt andet dagbøger, vidnesbyrd, breve, senere beretninger og interviews.

Silvia vandt i slutningen af 2024 Kulturministeriets forskningspris, Bomholt-Prisen. Hun modtog prisen for sin forskning om 470 mennesker, der blev deporteret til Ghetto Theresienstadt som følge af ”jødeaktionen” i 1943.

HER kan du hente oversigten over alle forårets foredrag