Formanden, kunne i sin beretning for året 2013 bl.a. berette, at et ”formidlingshus” i Mindelunden ikke fik tilslutning i Kirkeministeriet, men at den del af foreningens formidlingsprojekt, som omhandler historien om Mindelunden, de faldne og begravede frihedskæmperes historie bliver igangsat.
Kirkeministeriet oplyste, at den nye minister er meget interesseret i Besættelsestiden, og at han har været i Mindelunden for at se på forholdene. Der er en positiv holdning til projektet og vilje til at forbedre formidlingen derude. Ministeriet ville udfærdige et formidlingsoplæg, og vi vil blive inddraget i det videre arbejde.
Kirkeministeriet har besluttet, at tage vores ide op med, at udnytte de elektroniske muligheder, der findes i dag hos den enkelte besøgende. Der vil rundt i Mindelunden blive opsat små QR-koder lagt i poselæn, som de besøgende kan aflæse med deres smartphone, iPhone, iPad mv., og på den måde læse om, hvad der er foregået de forskellige steder. Endvidere kan de besøgende læse om de enkelte faldne i Danmarks Frihedskamp. Man kan læse dels i Mindelunden på mobiltelefonen eller hjemme på computeren, – ved opslag på Mindelundes hjemmeside, der bliver kraftigt forbedret.
I den forbindelse har foreningen ved næstformanden og formanden deltaget i en styregruppe i Kirkeministeriet,
der tilrettelægger formidlingsindsatsen og faciliteten skal efter planen være tilgængelig til 4. maj 2014.
Prøv QR-koden til Mindelundens hjemmeside.
(En helt ny hjemmeside udarbejdes, når systemet implementeres).
Et stort ønske fra vores side har hele tiden været, at alle oplysningerne om de enkelte faldne i Danmarks Frihedskamp bliver tilgængelige for de besøgende i Mindelunden. For at dette kan blive en realitet, har det været op til Frihedsmuseets Venner, at få disse oplysninger ind i Frihedsmuseets Modstandsdatabase. Derfor har bestyrelsen besluttet, at stille et beløb på op til 30.000 kr. til rådighed, således at Frihedsmuseet kan sørge for, at oplysningerne bliver indtastet, og dermed blive stillet til rådighed, via link, på Mindelundens hjemmeside.
Hermed er dette projekt ved at være afsluttet for foreningens vedkommende.