Svensker konstruerede maskinpistol til den danske modstandsbevægelse
FV bladet med Svenssons maskinpistol. Foto: Lis Knipschildt
Af Niels Gyrsting –
Man kan finde mange interessante fortællinger i diverse ugeblade, foreningsblade mv., der fortæller ellers ukendte sider af historien. I bladet for medlemmerne af Frihedskampens Veteraner, FV-Bladet, kan man i to numre fra 1993 læse om hvordan Niels. B. Schou fra den danske militære efterretningstjeneste, der var flygtet til Sverige under Besættelsen, var med til at sætte en illegal produktion af maskinpistoler i gang i Sverige. Maskinpistoler, der var beregnet for den danske modstandsbevægelse. Det var et klart ulovligt foretagende i Sverige, og det hele blev stoppet af det svenske sikkerhedspoliti inden produktionen kom rigtigt i gang.
Niels B. Schou var officer i hæren, hvor han i 1941 til 1942 arbejdede som efterretningsofficer. I november 1943 kom han til Sverige og blev her leder af kontraefterretningsarbejdet og som han selv kaldte det: assistent for Det Danske Gesandtskabs "Militære rådgivere" – oberstløjtnant E.M. Nordentoft og Orlogskaptajn P. A. Mørch.
Niels. B. Schou fortæller i artiklerne, at han blandt andet fik den opgave at skaffe våben til vores modstandsgrupper hjemme i Danmark – gerne illegalt. Det medførte, at han kom i forbindelse med en gruppe fra tysk fangenskab undvegne franske krigsfanger, der handlede med "sorte" våben i Stockholm. I løbet af foråret og sommeren 1944 lykkedes det at fremskaffe en del pistoler samt én maskinpistol. Våbnene blev hurtigt sendt hjem til den illegale organisation "Dansk Borgerværn", der senere blev en del af "Sydhavnsbataljonen" i København.
Nål fra "Sydhavnsbataljonen", der ved Besættelsens afslutning bestod af ca. 700 mand. Bataljonen indgik i den illegale hær og havde opgaver i netop Sydhavnen i København. 5. maj 1945 viste det sig, at der var opbygget våbenlagre mv. i H.C. Ørstedsværket, hvor bataljonen også havde sit hovedkvarter.
To flygtede modstandsfolk fra "Sydhavnsbataljonen", Jørgen Buhl og Erik Mønsted, fik i Stockholm kontakt til en svensk konstruktør (ingeniør) ved navn Sture Svensson. Han tilbød som eksperiment at fremstille en maskinpistol, der ikke var længere, end at den kunne ligge i en almindelig dokumentmappe. Modstandsfolkene betalte ham 18-19.000 kr. til køb af maskiner, materialer m.m. Der har været tegninger o.l. at se på. De forventede at få fremstillet 75-100 stk. Prisen var ikke helt fastlagt. Skønsmæssigt skulle prisen på de første komme til at ligge omkring 400-500 kr. pr. stk. Svensson har ikke tænkt sig at tjene på det – i hvert fald ikke udover en rimelig fortjeneste – men har handlet ud fra ideelle motiver.
Modstandsfolkene satte N. B. Schou ind i sagen, og han holdt et møde med Svensson. Schou skrev i en udateret notits: "Konstruktør (ingeniør) Sture Svensson. Adr., formentlig Långgatan 5, Sundbyberg.
Svensson sagde, at hvis fik han ca. 10.000 kroner til at købe og installere maskiner for, ville han være i stand til at sætte en virkelig fabrikation af maskinpistoler i gang. Tre uger efter at han havde fået pengene, ville han kunne levere 25 stk. og ville fortsat kunne levere 25 stk. om ugen. Han oplyste, at han havde materialer til ca. 100 maskinpistoler og let ville kunne skaffe til ca. 200 stk.
FV bladet med Svenssons maskinpistol. Foto: Lis Knipschildt
Til bundstykker benyttedes chromnikkelstål, til overrør et hærdet specialstål. Piberne skulle fremstilles af svenske geværpiper, der boredes op til 9 mm kaliber. Maskinpistolens konstruktion var kopieret efter den finske Suomi, men den blev forsynet med pistolskæfte i stedet for kolbe. Desuden blev den forsynet med en aftagelig skulderbøjle af stålrør. Se ovenstående foto. Der blev fremstillet et prøveeksemplar, som blev betalt med 800 kroner.
Det aftaltes, at der foruden skulderbøjlen til hver maskinpistol blev leveret 6 magasiner til 50 skud. Prøveeksemplaret leveredes dog med 20 skuds magasin. Løbslængden på prøveeksemplaret blev 12- 14 cm, men kunne om det ønskedes øges. Det tilstræbtes, at den blev så kort som muligt.
Kaliber er 9 mm parabellum. Heraf kunne Svensson levere mindst 500 skud om måneden. Udover dette kunne han levere ca. 500 stk. 7,65 patroner om måneden til en pris på 30 øre stk. Prøveeksemplaret skulle leveres inden den 7. juli 1944.
Da maskinpistoler under skydning er tilbøjelige til at løfte mundingen under afgivelse af skudserier, foreslog Schou at Svensson skar pibens munding skråt af, således at krudtgassen, når projektilet forlod løbet, kunne påvirke den nedre, fremspringende kant af løbet i nedadgående retning og derved modvirke den oven for nævnte tilbøjelighed til at løfte sig.
Det virkede. Resultatet som ses på ovenstående fotografi, prøveskød Schou en aften på skydebanerne ved Store Skuggan.
Den 16. oktober 1944 noterede Schou i sin kalender, at det var gået galt. Det svenske politi havde anholdt Svensson og hans kompagnon Pettersson. Schou blev aldrig helt klar over hvorfor det gik galt. Så vidt de kunne få oplyst, var det en nazistisk person i Svenssons nabolag, der havde stukket ham.
Schou og nogle af de andre danskere i Sverige, der var indblandet i sagen, kom i forhør hos det svenske sikkerhedspoliti. Schou fortalte her, at han godt kendte til sagen og at maskinpistolerne var beregnet til den danske modstandsbevægelse. Det svenske politi gjorde ikke noget yderligere over for danskerne, men den svenske Håradsråtten kom med en dom den 18. december 1944 om »olaga vapeninnehav«. Efter denne blev mekaniker Sture Teodor Josef Svensson, Långgatan 5 B, Sundbyberg, og radiotekniker Lennart Erik Petterson, Bankvågen 6, Turebyberg, Sollentuna Kiiping, idømt hver 75 dagbøder af 2 kroner. Deres materialer blev »beslagtagne « men beslaglæggelsen skulle hæves, når dommens »Udslag« var trådt i kraft.
Schou sørgede for at bøderne blev betalt for dem. Det var en meget mild straf, Medvirkende hertil har nok været myndighedernes ønske om ikke at gøre for meget ud af sagen, der var i dansk interesse, - og at det var åbenbart for enhver, at Tyskland havde tabt krigen.
Selvom sagen Sture Svensson således var gået i stå, var der dog en stærk interesse for at redde stumperne. Sydhavnsbataljonens folk, forhandlede videre med Svensson om at få færdigfremstillet de 100 maskinpistoler, men chefen for det svenske sikkerhedspoliti stoppede disse planer.
Prøveeksemplaret har dog overlevet. Her har forfatteren til denne artikel i 1997 fotograferet det i en montre Tøjhusmuseets gamle udstilling:
Krigsmuseet har et foto taget af den anden side af fotografen Jens Lauridsen fra Nationalmuseet:
Museumsinspektør Jørgen Walseth fra Nationalmuseet oplyste, da han fremsendte dette foto, at museet ikke har ret mange oplysninger om maskinpistolen. Alene nogle notater fra et såkaldt håndkort. Det fremgår af kortet, at dette eksemplar er tilbyttet i 1983 og at det stammer fra et ledende medlem af Sydhavnsbataljonen. Sønnen til dette medlem har i forbindelse med byttehandlen oplyst, at hans far efter krigen tog til Sverige for at få udleveret de producerede våben og afvikle fabrikken i Sundbyberg nær Stockholm. Våbnene var dog blevet destrueret og dette skulle være det eneste eksemplar, der er tilbage.