
Mandag den 29. august 2022 skete der noget ganske usædvanligt i Mindelunden - nemlig nedsættelse af en urne med det der skulle være de jordiske rester af modstandsmanden Preben Holger Larsen, der omkom i koncentrationslejren Neuengamme i november 1944.
Urnen blev i sommeren 1945 taget med til England af en britisk militærlæge, der gjorde tjeneste i Tyskland. Preben Larsens familie ønskede tilsyneladende ikke urnen hjem til Danmark, så lægen anbragte den i sin privatsamling. Da lægen døde først i 1950erne, blev bl.a. urnen overdraget til en universitetssamling. I 2022 gennemgik universitetet sine samlinger og fandt det passende at spørge i Danmark, om urnen ikke skulle hjem.
Mindelunden 29. august 2022Det er den kommet, og de jordiske rester er nu den 29. august nedsat i KZ-lunden i Mindelunden, hvor der i forvejen hviler 31 hjemførte rester af afdøde danske KZ-fanger.
Frihedsmuseets Venners formand blev inviteret til at være med til at arrangere højtideligheden og deltage i denne.
Forunderligt nok var Preben Larsens første kendte indsats i modstandskampen, at han var med til at starte og redigere et illegalt blad, der hedder: ”29. august”. Bladets første nummer udkom lige efter 29. august 1943 og 79 år senere blev hans urne lagt i Mindelunden 29. august.