Branden er forfærdelig

Frihedsmuseet, der søndag morgen d. 28. april 2013 brød i flammer, er vigtigt for Danmark. Både som museum, mindested og symbol.

Flammerne, som tidligt søndag morgen brød ud i Frihedsmuseets café, risikerede at udslette ikke blot et museum, men også et symbol på den frihed, som danskere har ofret sit liv på. Det siger formanden for støtteforeningen Frihedsmuseets Venner, Niels Gyrsting, som kalder branden forfærdelig. – Museet er et mindested for de mennesker, der har kæmpet for vores frihed. Samtidig er det et symbol på, at frihed ikke er noget man får, men noget man skal kæmpe for og kæmpe for at bevare, siger Niels Gyrsting.

Håber det bliver bygget op igen samme sted

Han var chokeret over at høre om den voldsomme brand, men er lettet over nyheden om, at langt de fleste effekter er reddet sikkert ud fra de formentlig totalskadede bygninger.

– Frihedsmuseet er et sted til eftertanke omkring hele vores demokratiske tradition og frihed. Derfor er det meget vigtigt. Museet fortæller historien om de mennesker, der døde, for at Danmark atter kunne blive et frit land, hvor man kan sige, hvad man mener, siger han.

Niels Gyrsting håber samtidig, at museet vil blive bygget op igen samme sted hurtigst muligt.

Jødeforfølgelse

– Mit håb er, at vi hurtigt får det op at stå igen, så historien kan blive fortalt. Helst samme sted. Det er jo et knaldgodt sted i forbindelse med Kastellet og Churchillparken, siger han. – Men man kan jo altid være bekymret, når landet er i en stor spareiver, hvilke besværligheder, vi kan møde, tilføjer formanden. 1. oktober markeres 70-året for jødeforfølgelsen, og det skulle netop være foregået på Frihedsmuseet. Nu må foreningen se sig om efter alternativt, hvilket Niels Gyrsting kalder møgærgerligt.

Uniformer og billeder

Da Frihedsmuseet hører til Nationalmuseet, håber formanden dog på, at de kan finde en løsning der. Frihedsmuseet, der ligger ved Kastellet i København, beskæftiger sig med besættelsestidens Danmark fra 1940-45 med særligt fokus på modstandskampen. Historien om modstandsfolkenes kamp bliver blandt andet fortalt gennem genstande som uniformer, fotos og illegale blade.

Brandfolkene har haft svært ved at slukke branden helt. Ilden løb nemlig under kobbertaget, som her er blevet løftet af med hjælp fra en stor kran Foto: Vicki Therkildsen

// Kilde: Danmarks Radio / Ritzau